Viktor knækkede kode og hev bronze medalje med hjem fra World Skateboarding Tour-konkurrencen i Dubai. For mindre end et år siden trådte vores 16-årige stjerne, Viktor Solmunde, ud af folkeskolen. Denne weekend tog han verden med storm, da han indtog tredjepladsen på skateboardscenen under World Skateboarding-konkurrencen i Dubai.
“Det er det største øjeblik, jeg nogensinde har oplevet, og det er helt vildt at tænke på,” udtaler vores unge atlet. Konkurrencen i Dubai var en afgørende del af kvalifikationen til OL i Paris. Det var den fjerde af i alt seks begivenheder, hvor verdens bedste skateboardere kæmper om en plads i de 22 OL-billetter.
World Skateboarding Tour startede tilbage i 2022 med VM, hvor Viktor Solmunde gjorde sin debut på eliteplan med en beskeden 35. plads.
Siden da har han opnået en 20. og 21. plads ved to World Skateboarding Tour-konkurrencer i 2023, før hans karriere nåede sin hidtidige højdepunkt med bronzepladsen i Dubai.
“Det har været nogle intense dage fyldt med vanvittige oplevelser. Jeg er helt overvældet over mig selv og hvad jeg formåede at præstere under konkurrencen. Jeg kunne ikke være mere tilfreds og glad for det, jeg viste mine idoler, som nu er mine konkurrenter. Det er fantastisk,” deler Viktor Solmunde.
Vi på det danske skateboard landshold er ekstremt stolte af Viktors præstation og ser frem til at støtte ham i hans fremtidige eventyr på skateboardscenen.
TOP 5 i Dubai
1. Danny Leon (ESP) – 90,13 point
2. Gavin Bottger (USA) – 89,57
3. Viktor Solmunde (DAN) – 89,36
4. Kieran Woolley (AUS) – 89,21
5. Pedro Quintas (BRA) – 88,56
